Det statslige hjemmeværn blev indført i Danmark ved lov af 16 juli 1948, og blev etableret 1 april 1959.                       I       

I begyndelsen anså man primært hjemmeværnet for at være en landmilitær organisation knyttet til lokalforsvaret. Først med de ændringer, der skete i loven om Hjemmeværnet i 1952, blev det maritime element anerkendt som en selvstændig del af det samlede hjemmeværn og under navnet "Det Maritime Hjemmeværn". Marinehjemmeværnet (MHV) var blevet født.

Det var dog først i 1961, at navnet blev ændret til "Marinehjemmeværnet"

Den maritime interesse, i forsvarsmæssig sammenhæng, går dog længere tilbage i historien. I 1926 stiftede forsvarspositive motorbådsejere en forening, og de tilbød Søværnet deres hjælp i form af deres både og deres lokale farvandskendskab. Foreningen gik i opløsning, da besættelsen kom, men idéen om en frivillig organisation med dette formål var dog blevet skabt.

Under den tyske besættelse udviklede der sig som bekendt en modstandsbevægelse, og hen mod slutningen af krigen begyndte overvejelserne omkring, hvad man kunne bruge modstandsbevægelsen til efter krigens afslutning. I sommeren 1945 blev der udarbejdet et forslag til et hjemmeværn, der var en forlængelse af modstandsbevægelse.

Efter nogle forskellige lokale initiativer, i forsommeren 1945, mødtes 250 tidligere modstandsfolk i Odense den 9 juni for at oprette et hjemmeværn i form af såkaldte hjemmeværnsforeninger, som skulle samles i en landsdækkende organisation. I en resolution fra mødet stod der bl.a.: "Der er på mødet enighed om at arbejde for oprettelsen af et hjemmeværn, der har rod i folket og i forbindelse med landets hær, flåde og flyvevæsen skal være beredt til at forsvare landets selvstændighed". Hjemmeværnsforeningernes landsledelse blev dannet den 25 oktober 1945, og den første landskongres blev afholdt den 16.marts 1946.

Bortset fra at man i resolutionen nævnte flåden, var der ikke forslag eller overvejelser om noget maritimt islæt i hjemmeværnstanken. Gennembruddet for den maritime hjemmeværnstanke kom først i 1946. Den 31 maj 1946 dannedes den første maritime hjemmeværnsforening af personer fra Lyngby Marineforening. Senere på året fulgte man tanken op i Århus for at blive spredt over store dele af landet. Det var karakteristisk , at initiativet ofte udgik fra Marineforeningerne.

Søværnets støtte til de første maritime hjemmeværnsforeninger byggede videre på den erfaring, man havde fra samarbejdet med motorbådsforeningerne før anden verdenskrig.

I marts måned 1950 blev de første 7 flotillechefer udnævnt. Det var i Århus-Horsens, Grenå-Randers, Odense-Bogense, København Nord, Nakskov, Svendborg og Nykøbing Falster.

Personelmæssigt skulle en flotille omfatte en flotillechef, en næstkommanderende, en regnskabsfører
(kommandobefalingsmand), fire delingsfører , seksten gruppeførere og cirka firs menige.

Fartøjsmateriellet til øvelsesbrug skulle baseres på leje af private fartøjer. Afhængigt af brændstofforbruget var taksten for lejen pr. sejltime 5,02 kr. til 22,00 kr. Der var begrænsninger i det antal timer, en flotille kunne leje et fartøj. Der kunne lejes  i alt 23 sejltimer pr. år pr. fartøjsbesætning.

Fiskerne, der gik med til at stille deres fartøj til rådighed, gjorde det kun én enkelt gang, da taksterne for brugen af fartøjet var alt for lave til at dække de reelle omkostninger. Og motorbådsejerne blev hurtigt kede af militærstøvler på bådens fine dæk, og også her var betalingen for dårlig.

Som følge af vanskelighederne med at leje civile fartøjer, var flotillerne henvist til landmillitære aktiviteter.
Men i løbet af 1951 lykkedes det at få overført Y-kuttere fra Søværnet, efterhånden som minestrygningsopgaverne var blevet løst. Det lykkedes nogle flotiller at få en norsk jolle, en såkaldt "Moses" eller en travalje. - Det smagte da lidt af sø !

Toldvæsenet afgav en motorbåd "ARGUS" og i 1952 blev der fremskaffet tre pinasser. Det var tidligere tyske motorbåde med ret kraftige dieselmotorer. Flere fartøjer kom til, og i juli 1952 rådede man over 9 kuttere,
7 motorbåde og 15 rofartøjer.

Meget hurtigt tog udviklingen til, f.eks. blev der i perioden 1954 - 1958 overført 19 stk. Y-kuttere fra Søværnet,
1 stk. pinasse samt en mindre kutter.